Æv altså. Røv banan. Sørens også.
Officiel tid på mit PR forsøg ved Storåløbet i Holstebro blev 18.14.
Mit eget Garmin Forerunner 645 sagde godt nok 18.07
(hvilket er det samme som min nuværende rekord) – men må jo nok holde mig til chip-tiden.
Hvad gik galt?
Tiderne i mine intervaltræninger har været gode. Det har set godt ud, så hvorfor kunne jeg ikke holde de 3:36.
3 ting gik galt (måske)
- Antibiotika – nej, ikke manglende doping :-).
Jeg har fået noget betændelse i et eller andet vævsoverskud, som sidder lige i buksekanten. Der har jeg siden torsdag taget antibiotika, og det har fuldstændig smadret min mave. Så søvnen fredag og lørdag nat, var virkelig dårlig. Vågnede kl. 3 nat med mavekramper. Det har nok haft større indvirkning. - For hurtig start
Jeg blev grebet af stemningen og lagde alt for hurtigt ud. Jeg snakkede med en ved start-stregen, som ville prøve at komme under 18.00. Han spurtede ud i starten, og der gik jeg med. Der skulle jeg have holdt mit eget tempo.
Den første kilometer løb jeg i 3.23. Fuldstændig tåbeligt. - Forsøg med ny ur-indstilling
Jeg fandt en mulighed på mit Garmin ur, hvor jeg kunne indstille den til, at jeg ville løbe 5 km på 18 minutter – og så viste den undervejs, hvor langt foran jeg var (eller bagud).
Den viste hverken hastighed, hvor langt jeg havde løbet eller i hvor lang tid. Kun en forudsigelse på, tiden på de 5 km.
Derfor havde jeg faktisk ikke nogen idé om, i hvilket pace jeg løb.
Efter 3 km var jeg faktisk 15-16 sekunder foran tiden. Alt for hurtig. Et sats – som desværre endte i en mur efter 3 km.
Ud fra pulsen, ser det ud til, at jeg faktisk på den sidste kilometer nærmest virkede til, at jeg havde givet op – for var helt nede på 186 i gennemsnitspuls. Der tror jeg psykisk, at jeg var gået ned over at kunne se mig være 15 sekunder bagefter at kunne nå 18 minutter.
Ikke just en flad rute
Storåløbet havde ellers sagt, at det var en perfekt rute til at lave en PR. Men det er jeg måske ikke helt enig med. Der var flere broer undervejs, og stigninger, som jeg virkelig syntes tog hårdt på pulsen.
Specielt når jeg lå på min laktatgrænse 187-188 stort hele vejen. Igen var det forårsaget af, at jeg lagde alt for hårdt ud. Og måske fordi kroppen ikke havde det helt optimalt ovenpå lidt for mange toiletbesøg og mavekramper.
Hvad skal forbedres til næste gang?
Mere træning.
Tror der skal flere intervaller i 3 – 4 km i højt tempo. Jeg skal have vænnet benene til at yde hårdt efter 3 km, så jeg ikke altid går død efter 3 km.
Ingen sygdom
Have en mere frisk krop. Ingen antibiotika og mere søvn op til. Men det var jeg ikke herre over denne gang.
Bedre disponering
Starte ud i lavere tempo, og så øge ved 3 km i stedet. Negativ split.
Hvad fungerede godt
Min nedtrapning.
Jeg var lidt bekymret, da jeg havde løbet et intervalpas med 5 x 400 meter all-out om torsdagen, da jeg havde ondt i lænd og baller. Men det var helt væk allerede lørdag.
Min kost.
Jeg følte at kroppen var klar til at yde. Der var ingen tegn på sidestik og jeg følte mig ikke tung i maven.
Min opvarmning
Jeg løb 2,5 kilometer i roligt tempo og 2 stigningsløb. Pulsen var kommet op, jeg svedte en lille smule – og følte mig helt klar til start.
Det bedste ved dagen
Jeg havde hele familien med og begge mine tøser på 10 og 12 år, løb også 5 kilometer ruten. De var super seje og kom i mål sammen – på under 30 minutter. Det rakte til en samlet 10. plads blandt alle kvinder.
Første gang nogensinde de var med i et løb.
Det var ikke sidste gang. Det varmer Running Dads hjerte :-).
