Jeg er kommet hjem fra Hamborg Marathon, som var hvad min træning de sidste 3,5 måned har stilet imod. Nu skulle jeg under de 3 timer på 42 km.
Det blev desværre igen til en nedtur af de store. En følelsesmæssig rutsjetur.
Jeg måtte udgå efter 23 km med en forstrækning i læg-musklen.
Mit livs løbeform
Jeg har haft en fantastisk træningsperiode fra starten af januar, frem til 23. april, hvor jeg løb Hamborg Marathon.
Der var lidt bøvl med lænden den første måneds tid, men det er gået væk. Der har ikke været tegn på skader i benene. Alt i alt var jeg sikker på, at jeg skulle under de 3 timer.
Formen var der – havde ikke misset en eneste vigtig træningspas. Alle pace-tider var overholdt. Vægten på 67 kilo var der. Carb-loading i ugen op til var målt med vægt. Jeg fik drukket alt det jeg skulle. Alt så perfekt ud.
Og det er vist det tætteste jeg nogensinde har været på et vaskebræt, som du kan se på billedet :-).
De første 22 kilometer går perfekt. Jeg følger sub 3:00 ballonen. Jeg er som limet til den. Drikker masser af vand, energidrik, spiser energi-gel hver 30. minut. Får en halv liter vandflaske af min søde familie der hepper ved 16 km. Alt er timet og tilrettelagt – Egon Olsen kunne ikke have skrevet planen bedre.
Har så meget overskud stadigvæk. Halv-marathon tiden var 1t28min.
Det hele føltes perfekt.
Indtil det siger “spoing” i læggen
FUCK!
Jeg vil ikke denne gang gå ind i træningen og de fejl der blev lavet.
Det beskrev jeg sidste gang, da jeg løb Marathon i Odense, og de fejl har jeg fået rettet.
Men i dette indlæg faktisk prøve at berøre de bløde værdier omkring det at sætte sig et mål.
Følelser og den store betydning
Når alt føles perfekt. Alt min træning. Alle de ting jeg har sagt fra til. Alt den fokus jeg har lagt på at skulle nå et stort mål – 3 timer.
Når jeg føler mig flyvende stadigvæk efter 22 km og har det mega fedt i Hamborg. Gaderne er fyldte med tyskere og danskere der hepper. Vild stemning.
Det er et kæmpe anti-klimaks der rammer dig.
Som et lyntog af følelser der smadrer ind i dig.
Der stod jeg pludselig ude i ingenting af Hamborg og stor-tudede blandt hundredevis af forundrede tyskere. Mens jeg kunne se alle andre løbere komme forbi, kæmpende for at holde sig i gang.
Energien var stadig i kroppen. Jeg kunne løbe solen sort. Men smerten i læggen satte en stopper for dét, som jeg har kæmpet for i så længe.
Det er sådan en bitter følelse.
Længst ude på ruten
En anden ting er – hvordan fanden kommer jeg tilbage til start.
23 km er næsten så langt væk fra start i Hamborg, som jeg kunne komme. Jeg måtte humpe hen til nærmeste vandpost, cirka 1 km.
The walk of shame
Der stod tyskere overalt, nogle med kageborde, som var meget søde og spurgte om jeg ville have et stykke kage og noget juice. Det var jeg ikke lige klar på :-).
Hvis jeg troede at den kilometer gang til vandposten var det værste, så kunne jeg lige få et slag mere, mens jeg lå der helt nede og skrabede asfalten.
Ingen ambulance, ingen fejeblad eller lignende. Næh, jeg kunne bare tage toget tilbage. Så mig i shorts og singlet, kun ved at fryse lidt ihjel, fordi sveden var blevet kold – måtte hoppe i et fyldt U-bahn tog tilbage til start.
Og humpe en kilometer hen til start. Hvor min familie ikke var kommet endnu, da de jo stod ude for at heppe.
Ingen telefon på mig. Hvor elendig og nøgen kan man føle sig.
Endnu en lille tåre.
Skulle bare hjem
Jeg fik lånt en mobil af en venlig tysker og kunne utroligt nok stadig huske Camillas nummer. Kunne nærmest ikke sige et ord. Endnu en lille tåre.
Men de kom tilbage til start og samlede mig op. Festdagen var aflyst.
Jeg gad ikke end gang hente min medalje. Ingen øl ved målstregen. No Nothing. Bare ned til Mr Fleggaard og få en Giga hotdog, Cocio, og shoppe slik for 1.500 kroner.
3,5 timers kørsel hjem, hvor hjernen kørte på overdrive.
Hvad nu. Skal jeg forsøge igen. Skal jeg trække stikket.
Hold dig fra sociale medier
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle holde mig fra Instagram.
Alle de løbere jeg følger som også var til Hamborg Marathon. Mange af dem havde haft en fest, slået deres personlige rekorder og hyggede nu bagefter med fadbamser.
Fy for satan, det var hårdt at se på.
Jeg skrev en hurtig opdatering på min egen Facebook og Instagram. Mere eller mindre bare et “ÆV”. Mere kunne jeg faktisk ikke overskue.
Forventninger og omverden
Det er virkelig i sådan en situation, hvor tingene går ad lort til, at man finder ud af, hvor mange der egentlig følger ens forsøg.
Folk der skriver og ringer, for at høre hvordan det gik. Også til Camilla.
Mange kunne (igen) se på Live trackingen, at der ikke kom flere tider.
Det giver mig mega meget motivation, at folk skriver. Og er meget taknemmelig for dem alle.
Og hey – har verdens bedste naboer, som havde sat chokolade da vi kom hjem og andre kom forbi med øl og chips. Det betyder enormt meget.
Men det rammer så også bare meget hårdere, når mine egne forventninger ikke bliver indfriet. Jeg føler at jeg skuffer dem alle.
Og det gør mig skide ked af det. For det betyder sgu enormt meget for mig.
Nu fik jeg jo aldrig en professionel sports karriere – så betragter mit løb, som en slags Elite-wannabe karriere. Og i elite vil der altid være opture og nedture. Den i søndags var klart den største nedtur for mig.
Hvad er næste skridt?
Jeg har mærket efter indeni. Noget der kan bringe så store følelser frem i mig, det bliver jeg nødt til at jagte noget mere.
Hvordan omstændighederne bliver, har jeg ikke besluttet.
Skal jeg deltage i et stort løb igen. Skal jeg bare 105 omgange rundt på atletik-banen. Skal det være inden sommer. Skal det være efter sommer.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved bare, at jeg skal under de 3 timer.
Det kommer jeg.
Tak for at have læst med – og fulgt med på min løberejse.
