Der er nu gået 14 dage siden jeg løb HCA Marathon i Odense (d. 26. september 2022). Faktisk når du læser dette er der gået næsten 3 måneder.
Skuffelsen var svær at sluge.
Jeg gik stålfast efter at komme under 3 timer – men jeg begik 1 kæmpe begynderfejl (plus en masse andre, som jeg vil komme ind på her).
Jeg kom ind i tiden 3 timer og 14 minutter.
Skuffelsen
Jeg er med på at 3.14 er en rigtig god tid. Det har mange af mine venner og familie også i ren kærlighed fortalt mig, når de så skuffelsen lyse ud af mine øjne. Det er meget få mennesker der kommer så langt ned på et Marathon.
Jeg er også taknemmelig for de mange påskønnelser – men det ændrer ikke på at jeg er en mand med ambitioner og målsætninger jeg vil gøre rigtig meget for at nå.
Formen var der, omstændighederne var der, følelsen af overskud var der på turen – jeg var klar.
Verdens fedeste oplevelse
De første 25-30 kilometer på HCA marathon er magisk. Publikum overalt der hepper – DJ’s der spiller højt musik, cheerleaders der hepper og jeg suger det hele ind. Løber og takker folk, highfiver børn og jeg har en fest. Mega meget overskud og jeg overhaler konstant andre løbere.
Faktisk læste jeg et studie, hvor mentaltræneren for Eliud Kipchoge (verdens hurtigste marathon-løber) havde undersøgt, at det hjalp at smile. Det var en af de små marginaler du kunne udnytte. Og hvis du ser Eliud Kipchoge løbe, så bemærk hvor meget han smiler. Det er helt overdrevet – selv helt hen til målstregen. En stor grinebider. Og det åbenbart af en årsag.
Og med det i baghovedet lod jeg mig rive med i stemningen.
Alle mine fejl
Jeg begik rigtig mange fejl. Og flere begynderfejl, hvilket er det jeg er mest skuffet over jeg begik.
Den største af dem alle var væskemangel.
Det skulle allerede starte lørdag, hvor jeg sad på brætspilscafe med min søn i 5-6 timer, mens tøserne hyggede i Odense gågade.
PROTIP: Det er et kæmpe protip, hvis du ikke gider shoppe i tøjbutikker. Hop på brætspilscafe.
Der fik jeg simpelthen ikke drukket nok i de timer. Det prøvede jeg så at indhente om aftenen, hvilket betød at jeg skulle op og pisse 3-4 gange om natten.
Der skulle jeg have drukket mere i løbet af middag / eftermiddag, og gerne også noget mere juice eller mælk, som binder væsken lidt bedre.
Væske undervejs på marathonløbet
Jeg nedprioriterede væsken alt for meget undervejs i løbet. Jeg tog ikke noget på den første vandpost og selvom jeg kvaste kopperne i toppen, så kom der generelt ikke ret meget vand ned. Først efter måske 15 km begyndte jeg at tage energidrikken i stedet for vandet.
Men det gik godt. Min halvmarathon tid splittede jeg i 1 time og 27 minutter.
Det er højest sandsynligt også derfor jeg allerede ved 22-23 km begyndte at mærke de første tegn på kramper. De kom snigende som små aliens der kravlede rundt under huden på mig. Kravlende fra side til side i mit baglår og læg.
Først der begyndte jeg for alvor at tage væsken seriøst og tog 2 kopper ved hver station. Men jeg løb i et 4:10 tempo, som stadig gjorde det svært at få væsken ned.
Løsning på væskemangel
Jeg vil tage en væske-rygsæk på med 1-1,5 liter vand, der giver mig mulighed for at drikke mere undervejs. Vil også sørge for at mit medrejsende publikum har en flaske med energidrik jeg kan nuppe undervejs.
Krampen siger småkage
Jeg løb konstant og fokuserede på at slappe af i muskler og fødderne begyndte at trække sig oftere sammen og jeg nærmest løb med en krampe under foden. Den der hvor tæerne krummer sig ind under foden. Ubehageligt.
Ved 34 kilometer sagde det: ”NU STOPPER DU SGU DET LØBEN, KAMMERAT” i baglåret helt oppe ved ballen. Det strammede bare helt til og jeg måtte stoppe.
En venlig vagt på ruten gav mig en Faxe Kondi som jeg bundede i nærmest et hug. Stod og ventede et minuts tid, indtil krampen var drevet over – og begyndte så at løbe igen.
Kom op i pace 4:15 igen, men så kom krampen i læggen. Lidt efter i det andet baglår. Alt spændte bare fuldstændig op. Der var ikke noget at stille op. Mine 3 timer var uden for rækkevidde.
Og jeg lærte, at du kan have krampe i virkelig mange forskellige dele af din krop. Fy for pokker.
Følelsesmæssig rutsjetur
Omkring åen i Odense stod et stort hold cheerleaders – første gang jeg kom forbi klappede jeg af dem og råbte ”Mega tak for supporten”. Nu anden gang, havde jeg lige været i den vilde krampe og måtte lunte i et tarveligt tempo forbi dem.
Der kom jeg alene ind i en lille skov og græd den første tåre. Det overvældede mig sgu.
De mange måneder/ugers træning. Det store forventningspres jeg havde lagt på mig selv. Alle de fester jeg havde sprunget over. De mange timer væk fra børn og hustru. Og så fejlede jeg.
Jeg havde lige kommet fra et top-punkt i min ”løbekarriere”. Elskede alt ved løbet i Odense – indtil krampen ramte som en issyl op i rumpetten. Følelsesmæssig rutsjetur af de store.
De sidste 8 kilometer blev løbet i varieret tempo omkring 5:30, men med et par enkelte voldsomme kramper undervejs. Men i mål skulle jeg sgu.
Og have min brunsviger. Svært at være sur med sådan én i hånden – og så fra Fyn.
De andre småfejl til huskebogen
Fandt ikke 3:00 timer ballonen fra starten.
Jeg gik i gang med opvarmning cirka 20-25 minutter før start. Det gik godt – der blev løbet i en 10-15 minutter og en masse flex-øvelser. Den første energigel blev taget og jeg fik kysset børn og taget selfies. Jeg står klar 5 minutter før.
Det var der så bare også fucking 4.000 andre der gjorde. Min plan var fra start at have lagt mig ved paceren der ville løbe med en ballon og komme ind i 3 timer.
Udfordringen var bare, at der stod 3.999 andre personer foran mig og dem kunne jeg ikke sparke mig igennem.
Da jeg løb over startstregen, var klokken allerede 10.04. Fuck. Jeg nåede aldrig den ballon.
Langsom, sprint, langsom, undvigemanøvre
Det betød også at jeg havde 3.999 løbere at overhale. Det gav et ufattelig ujævnt løb de første 5 – 10 kilometer, hvor jeg overhalede og overhalede og undveg. Sprintede. Løb langsomt. Sprintede.
Og det kombineret med at det selvfølgelig var rimelig fedt at overhale, blev jeg grebet af stemningen og fik løbet hurtigere end min oprindelige plan.
Prøv at se de Max hastigheder her indenfor de første 10 kilometer.
| Bedste tempo |
| 3:48 |
| 3:51 |
| 3:49 |
| 4:02 |
| 4:05 |
| 3:56 |
| 3:56 |
| 4:03 |
| 4:02 |
| 3:40 |
Det gav bare et ujævnt løb, når jeg konstant sprang fra side til side i spurt.
Løsning på en bedre start
Næste gang skal jeg have orienteret mig bedre om hvor 3:00 ballonen er og så sørge for at være tæt på den i de sidste 10 minutter. Se om jeg kan komme rundt om alle deltagerne og være med oppe foran fra start.
Var der så noget der gik godt?
Ja da. Der var masser af ting som jeg føler var rigtig godt.
Min opvarmning fungerede godt.
Jeg følte mig ikke tung i maven efter mit indtag af mad fra dagen før og på dagen. Energi-niveauet var helt perfekt. Jeg følte mig ikke træt på noget tidspunkt – selv ikke efter krampen ramte.
Min træning op til havde været fremragende. 5 dages træning i 7 uger. Jeg var klar til sub 3.
Min rytme var god. Holdte en rimelig steady pace mellem 4:05 – 4:15.
Hvad byder fremtiden
Hamborg Maraton. 23. april 2023.
Billetterne er købt.
Og der skal jeg kraftstejlme under de 3 timer.
Jeg brugte de første par uger i oktober på at ærgre mig og bare komme ovenpå.
Derefter har den stået på basis træning 3 gange i ugen. 2 intervalpas med skiftende pace, og så en lang tur i weekender på 80 – 110 minutter med indlagte tempo pace.
Benene er gode og bliver vedligeholdt.
Jeg glæder mig til januar – der skruer jeg op i næste gear i maraton-træning og så skal der lægges på og lægges på, så jeg står knivskarpt til Hamborg Maraton.
