Løb langsommere for at løbe hurtigt. Det er egentlig essensen i Claus Hechmanns bog “Løb som eliten“.
Det er dog væsentlig mere nuanceret, når du dykker ned i bogen.
Der er ingen tvivl om, at Claus Hechmann ved hvad han taler om. Han er tidligere løber for landsholdet og i dag træner i atletikklubben Sparta – hvor nogle af landets bedste løbere findes.
Undgå skader
Efter jeg er dykket ned i løbetræning for alvor, dukker der et kæmpe problem op til overfladen for løbere. Stort set alle eliteløbere har eller har haft skader.
De har skader i akilleshælen, skinnebensbetændelse, knæskader, balleskader eller bare generelt overbelastning/træthedsbrud.
Det gør at træningen nærmere tilpasses efter IKKE at få skader.
Det er her hvor rigtig mange har haft succes med Løb som eliten konceptet – eller Hechmann metoden. Når du løber langsommere, men i længere tid, og knap så meget hård interval – så er det mindre belastende for kroppen.
Tankevækkende bog
Jeg er rigtig glad for bogen. Den har givet en del at tænke over. Nu har jeg heldigvis aldrig haft løbeskader (endnu). Og det vil jeg også gerne holde mig fra at få.
Det er dog interval-træningspas, som jeg holder mest af.
Jeg har prøvet over nogle uger, at efterleve de tempi som “Løb som eliten” ligger op til – men det er faktisk ret svært, at løbe så langsomt. Det er næsten som at lave kapgang.
Der er dog et ret stort “community” omkring Hechmann metoden, og det ser ud til, at alle er ret godt tilfredse og leverer fantastiske resultater. Det er dog bare væsentlig mere tidskrævende – og tid har jeg ikke lige nu.